Har du et spørgsmål?

Herunder kan du søge på et emne eller noget specifikt og se om vi har svaret liggende til dig.

5 tips til bikefit på MTB!

Små tweaks og justeringer på opsætningen af din cykel kan gøre en stor forskel for dig ude på sporet. Derfor vil jeg gerne dele mine fem bedste tips til Bikefit på MTB med dig. Det er mindre ting, som kan gøre dig til en hurtigere mountainbiker. Kør hurtigere og mere komfortabelt på MTB.

BAGGRUND FOR BIKEFITS

Indrømmet, jeg er en nørd når det kommer til mountainbikes. Jeg elsker at tweake indstillingerne og lave justeringer for at få det optimale ud af min cykel. Jeg tror på at det kan gøre en stor forskel. Både rent fysisk, men også mentalt. Hvis man ved at cyklen er indstillet fuldstændigt korrekt, så er der ingen undskyldning for ikke at yde sit bedste!

mads-weidemann-bike-fit

Værksted og transport når jeg er på tur. Her laver jeg mine egne bikefits. Fra min Instagram

DE FEM BEDSTE TIPS TIL BIKEFIT

Elsker du det danske lands fantastiske og teknisk udfordrende mountainbikespor? Hvis du gør, så kan disse fem bikefit tips have en stor effekt på din kørsel. Disse tips giver dig optimal sikkerhed, den bedste udnyttelse af dine køretekniske færdigheder og minimere dit energiforbrug på mountainbiken.

5. Brede dæk

Brede dæk giver bedre komfort/mere affjedring, bedre balance og styrkontrol. Sigt efter en dækbredde ml. 2.30 – 2.35 tommer uanset XC, Trail, All-Mountain eller Enduro. Passende luftmængde i dækkene er, hvor du med en kraftfuld tommelfinger, kan trykke en fornuftig bule i for- og bagdækket.

Note: Ved kørsel i bjergrige forhold anbefaler jeg til enduro 2.40-2.50 dæk og ca. 30 psi lufttrryk)

4. Kort Frempind

Desto kortere din frempind er, det mere centreret bliver du på cyklen. Med en længere frempind flytter du dit tyngdepunkt ud mod eller over fornavet, det er ikke en fordel i udfordrende terræn.

race-face-atlas-318-frempind

Race Face Atlas Frempind, som fås i 50 og 65 mm

Tommelfingerregel: Du skal kunne se fornavet foran styret, når du sætter dig i sadlen med hænderne om håndtagene.

Vælg gerne en frempindslængde ml. 40  og 70 mm. Hellere længere ramme/stel end for lang frempind. En længere ramme bidrager endda til mere stabilitet under kørslen.

Se alle vores MTB Frempinde her

3. Bredt Styr

Et bredt styr er lig med stabilitet og et godt styringsmoment.  Vælg et styr som passer til din favnbredde.

Sådan måler du: Favnbredde måler du ved at strække dine arme afslappet frem med let bøj i albuerne – imitere at du holder om styret. Derfra får du en kollega til at måle afstanden, fra yderside hånd til yderside hånd. Er du fx ca 180 cm og normal af bygning, burde du have en favnbredde på ca. 75-76 cm.

Indstil styret i en vinkel (backsweep), så hele håndfladen hviler på styret.

Stort udvalg af brede MTB styr i flere farver

Undgå styrets ender peger for meget opad, hvilket kun giver “hvile” til ydersiden af håndfladerne. Derfra vil du få sovende hænder, da styret trykker og irriterer nervebanerne. Ømme håndled kan ydermere forekomme da håndleddene tvinges ind i forkert vinkel.

Vigtigt: Et bredt styr har INGEN ulemper, ej heller, at man bliver fanget af træer, buske og krat på de smalle spor. Disse spor findes ikke mere! Et bredt styr er kun at foretrække! Husk langfingerede handsker, så ikke brumbærkraktet river hul i fingrene!

2. Bremsegreb

Det er en meget fornuftig ide at have bremsegrebene i minimum 45 grader på styret, så du får en lige vinkel fra pegefinger til albuespids, det sikrer, at dine håndflader arbejder ind mod styret, hvilket giver dig en beskyttende position bag styret.

Sidder bremsegrebene længere nede end 45 gr., målt fra en vandretlinje ved styret, ligger dine håndflader ovenpå styret, derfra har dine hænder større risiko for at blive kastet af under høj fart eller kørsel på tekniske sektioner.

1. Sadelhøjde

Hvis du ikke er den lykkelige ejer af en dropperpost, bør du pudse brilleglassene og læse dette punkt igen og igen, indtil du kan messe punktet i søvne.

En god standard tommelfingerregel er, at når du sidder på sadlen, og har den ene fod/pedalarm i lodret (kl. 6), skal du kunne strække hælen under pedalakslen (gerne i 45 gr.). Samtidig bør du have et naturligt/let bøj i knæet. Med et naturligt bøj i knæet er knæet hele tiden stabiliseret, hvorimod der ved et for udstrakt knæ ikke er et naturligt spænd af muskler, og det er derfor mere sårbart.

En lavere sadel giver et lavere tyngdepunkt, som er alfa omega på din mountainbike, når underlaget er så udfordrende.

Det handler om din balance. Og når din balance er der, så kan du for alvor få fuldt udbytte af dine køretekniske færdigheder.

Hvis hoftepartiet strækkes for meget ud qua en for høj sadelhøjde, så har du minimum balance, hvilket på ingen måde giver sjov og udviklende MTB kørsel. Din balance skal findes i hofterne. Disse (hofternes) styres af dine ankelled, hvorfor før omtalte hæle bør gå under pedalakslen, når din ene fod trædes ned i kl 6. Dermed er dine hofter klar til arbejde og skabe din fornødne balance.

Vores råd: Få købt en dropperpost og du er gearet til alle tænkelige forhold;

  1. Til at køre tonserstykker
  2. Almindelige tekniske sektioner
  3. Svært terræn som dybe render/rockgardens/rødder og nedkørsler m.m.

Bonus Tip

0. Håndtag 

Hav altid masser af greb/gummi på håndtagene. Nedslidte håndtag er dumdristigt og kan få dine hænder til at glide af uanset setup.

Køb håndtagene i en størrelse så fingrene ikke støder på håndfladen. Ca. 5 mm. mellemrum bør der være ml. længste finger og håndflade ved et afslappet greb om håndtaget. Ydermere undgår du armpump, som også kan opstå, hvis håndtaget er for tykt.

Giv alle 5 tips en chance. Ikke kun en enkelt gang, men en måneds tid, og du vil aldrig vende tilbage til dit gamle setup. Og husk masser af gummi!

God tur!